Hele tiden hvidt overalt over markerne, siger du, og mener himlen. Og bilen er fuldkommen våd af dug. Og græsset lyser og slåen har sat sine blomster op i den vindløse hvidhed. Der ligger en kat i porten. Den virker tilfreds med livet. Der ligger et par poser med pap. De har det roligt med at ligge der. Der er så mange ting, jeg skal mene noget om. Så er det bare markerne, der spirer grønt ud over alle sine flader. Så er det det urimelige der spirer i alle dine samfund. Bipersoner har vi forvandlet os til. Rågernes reder på øverste etage. I bøgenes kroner råber de videre helt uden hensyn. Så kører vi ud under den hvide himmel. 

Hvad var det der skete? Blå himmel knusende bagefter dæmningen ruller bølgerne frem som spejle. Og køerne ude i gumlende på vej videre i hver vores bil. Læste i en bog og lagde den fra mig igen. Uden mere betydning. Skrev en besked til en ven. Kørte til arbejde. Stod lidt i solen. Kom! Stil dig her i solen. Tak. Nå, nu er vi så der. Det var så lidt. Nærmest ingenting. Nærmest en svale på vej over tagryggen. Nærmest hvid og anemone. 

mars #2

kender ikke
vinden

kender ikke
alting

stejlt
størknet
kløft

kender farver
kender farverne

kender ikke
luften

lungerne
kender ikke

hav
havet

kender
farverne

kender dem

mars #1


der ligger en masse sten
foran bjergene

klipper og sand
sten og sten

mit lille øje på overfladen
mine små grå øjne

under himlen
er de samme/er den samme

27. digt (i én vejtrækning)

træk vejret ind i dine øjne
det er en begyndelse
på at lade luften
i dine øjne
stå i
dine
øjne
og fortsætte med at
et sus

26. digt (i én vejrtrækning)

først var der de store plæner
de lange vandringer

udenfor drivhusene

først var der planterne
de lange vandringer

bag glasset

først
i gråd som tårne

25. digt (i ét åndedrag)

der falder en blå
ud

i de grønne

lydene er mere lige til

vi var der

i vores vores
bistader

stryg mig blidt på mine hår og kald det kærtegn

24. digt (i én vejtrækning)

glem det hele nu nu glem det hele vi startede
forfra for ikke at
forstyrre
det enkle liv livet
er der noget som at glemme en gemt ting
der er noget der kunne
skjule det der lys i dine øjne
hvad?
vi genstartede lige os selv
i et håbløst
i et åndedrag

10. digt med lukkede øjne

der var tusinde kyster i denne ene forsimplede kyst
der var fyldt med sine små
små små
altså stenene strakte sig ind i deres nedslidning
vi nedslog os i et lille hjørne af verden
hvor vores hænder kunne vokse
og vokse
vores arme den måde huden blev nere detaljheret
de hlatte sikstrpåker
ig sjivbybdebes grp
de glatte solstråler
og denne skovbundenes grå
vi var tusinde kyster i dette ene hav

9. digt (med lukkede øjne)

enhver kan knuse sit eget salt
mine tårer er øjne bag lukkede døre
der spiller i elmenesl, egenes,
firsugtuge slsætninger i brudstykker
brudt af det tabse
der synger i neglene
vinden er kulden
og alle fugles fløjt
er black eues no
summer jag en flamme
ind i din sjæl hvis dine birke skal træde
ind i din barndoms snerige skove.